Biografi af Ayatollah Khomeini

Biografi af 

Ayatollah Sayyid Rouhollah Khomeini


Fulde navn: Rouhollah Mousavi Khomeini (søn af Sayyid Mostafa Musavi)

Født: 24. September 1902 (20. Jamadi-Al-Thani, 1320) – 3. Juni 1989, Khomein, Iran

Uddannelse: Najaf og Iran under fremtrædende lærde; bl.a. Ayatollah Ha’iri 

Udpegelse: Åndelig Leder fra 1979

 


Kort om Rouhollah Khomeini

Ayatollah Khomeini var en særlig personlighed for den moderne islamiske verden. Født i Khomein voksede han op i en religiøs familie med mærkværdig baggrund. Iran var på det tidspunkt styret af Shahen, den daværende iranske hersker, som arbejdede imod en islamisk stat og hen imod en vestlig-domineret stat. Rouhollah Khomeini’s opvækst var en barsk kamp og uddannelsen en indflydelsesrig og inspirerende vej til sin voksne og gudfrygtige – og hengivende tilværelse.

I sin sidste tid som imam i Iran, dedikerede han meget af sin tid på at skabe den Islamiske revolution. Hans rolle blev at skabe en ny politisk orden efter sejren. Imam Khomeini bliver anset for værende iblandt de største, dog mest sjældne personligheder der overgik enhver i nåde teorien og i praksis. Udover, at have etableret den islamiske stat, som på daværende tidspunkt blev opfattet som uhørt og dynamisk fænomen i en æra af ateisme og irreligiøs og i en verden i stejlt materialisme, optrådte han desuden som vejledning lærde til at guide samfundet. Han blev 86 år.

 

Mere om Rouhollah Khomeini

Barndom

Ayatollah Khomeini blev født i byen Khomein, Iran, omtrent 160 km sydvest for Qum den 24. september 1902, og ifølge den islamiske kalder – den 20. Jamadi-Al-Thani, 1320. På denne selvsamme dag fejres fødslen af vor frue Fatima al-Zahra, datteren af profeten Muhammad (fvhmohf)[1]. Ayatollah Khomeini blev navngivet Rouhollah – Guds ånd. Han var tredje barn i rækken efter brødrene Sayyid Murtaza og Nur al-Din, og disse var børn af en familie med en lang række religiøse stipendier. Hans forfædre stammede fra Imam Musa al-Kazim – den 7. Imam af Ahlul Bayt.

Hans fader, Ayatollah Sayyid Mostafa Musavi fik rollen som religiøs leder over folket i byen Khomein samt nærliggende landsbyer efter hans tilbagevenden fra det Islamiske teologiske center i byen Najaf, Irak. Men kun ca. 5 måneder efter Sayyid Rouhollah blev født, blev Sayyid Mustafa overfaldt og dræbt af vejbanditter på vejen til Arak, nord for Khomein. I 1918, da imam Khomeini blot var 15 år gammel, mistede han sin tante, som spillede en stor rolle i hans opvækst og sin moder Hajar. Imam Khomeini’s moder, Hajar, kom ligeledes fra en prominent religiøs familie. Hun var datter af Ayatollah Mirza Ahmad, en lærd og lærer i Karbalas og Najafs teologiske centre.

Ansvaret for familien gik til familiens ældste bror – Sayyid Murtaza, som senere blev kendt som Ayatollah Pasandita. Forældreløs Khomeini gennemgik en hård barndom, og i et opsummering af denne har imam senere udtalt følgende om sin fortid: ”Jeg har været i krig siden min barndom.” Iblandt det, han har måttet gennemgå under sin ungdom og som forblev hængende i sit sind, var med til at forme hans politiske aktivitet.  

 

Litterær lærdom

Imam Khomeini startede sin uddannelse med at læse Koranen udenad på en skole nær sit hjem. Han blev undervist af en vis Mullah Abu ’a-Qasim og blev hafiz[2] i en alder af 7 år. Herefter tog han arabiske studier til sig og andre fag under Mirza Mahmud Iftikhar al-‘Ulama’ og onkelen Hajji Mirza Muhammad Mahdi. Hans første lærer i faget logik var Mirza Riza Najafi[3].

Ayatollah Khomeinis ældre bror Sayyid Murtaza opnåede aldrig højere studier, men flyttede til Qum og boede der resten af sit liv. Han sendte dog sin broder Sayyid Rouhollah til byen Arak[4], som dengang var et vigtigt centrum for religiøst læren grundet fremtrædende Ayatollah ’Abd al-Karim Ha’iri. Han var dog ikke var avanceret nok til at blive undervist direkte af Hai’ri, og studerede blandt andre lærde såsom Shaykh Muhammad Gulpayagani, Shaykh Zayn al-Din al-Amili, Aqa-yi ‘Abbas Araki, Shaykh Muhammad ‘Ali Burujirdi. Denne Ayatollah Ha’iri tog til den hellige by Qum, som originalt var kendt for centrum for viden og for bibi Masooma – Imam Reza’s søster (fvmd)[5], men blev overskygget i dekader af Irak’s hellige byer. Ha’iris ankomst betød ikke blot genindførelse af dets madrasas[6], men blev begyndelsen af en proces, hvorpå byen skulle blive en spirituel hovedstad af Iran – en proces som blev opnået med den politiske kamp startet af Imam Khomeini omtrent 40 år senere. Imamen fulgte Ha’iri til Qum efter et tidsinterval på ca. 4 måneder, og denne blev det første betydningsfulde vendepunkt i hans liv. Byen Qum blev byen, hvori han modtog alle sine avancerede spirituelle og intellektuelle træning, og her blev hans liv dedikeret til at genoptræne en dyb sans af identifikation med byen. Det er muligt, dog ikke i en reduktiv forstand, at beskrive ham som et produkt af Qum. I 1980 udtalte han sig omkring dette: ”Hvor end jeg er, er jeg en beboer af Qum, og finder stolthed i dette faktum. Mit hjerte er altid med Qum og dets folk.”

De mest betydningsfulde år igennem sit studie fandt sted i årene 1923 til 1962 i Qum. Allerede fra den unge alder vise han særlig interesse i islamiske fag, særligt de som lå uden for pensummet såsom filosofi og mysticisme (irfaan). Den lærer, som havde den største indflydelse på Imam Khomeinis spirituelle udvikling under denne tid var Mirza Muhammad ‘Ali Shahabadi, og her udviklede unge Khomeini sine politiske og spirituelle egenskaber, som spillede en stor rolle i hans politiske aktivitet senere. Her startede Khomeini ligeledes at undervise i etik og mysticisme til et massivt og diversificeret publikum blandt andet en gruppe unge lærde, der inkluderede Murtaza Mutahhari and Husayn ‘Ali Muntaziri, som senere skulle blive to af hans essentielle kollaboratører i den revolutionære bevægelse etableret noget 3 dekader senere.

Allerede i disse tidlige år begyndte Imam Khomeini også at skrive sine første værker.[7] I sin selvbiografi publiceret i 1934, skrev imamen at han brugte tid på at studere og undervise i Mulla Sadras værker, og studerede mysticisme samtidigt med, at han passede sine holdundervisninger af Ayatollah Hai’ri i fiqh.

 

Politisk Aktivitet

Imamen engagerede sig ikke i politisk arbejde gennem 30’erne. Han troede fuldt og fast på, at lederskabet af politiske aktiviteter og affærer skulle forblive i hænderne på de mest førende religiøse lærde, og han var derfor påkrævet til at acceptere beslutningerne truffet af Hai’ri og forblive passiv i foretagende udført imod islamiske traditioner af daværende regent Riza Shah. Hans antagelsesvise første offentlige politiske holdning blev vist i en proklamation i 1944, som en påkalden til iranske muslimer og hele den Islamiske verden om at handle imod tyrannier af fremmede kræfter og deres domestiske medskyldige. Imamen indleder med at recitere Koranen 34:46, der omtaler at opstå og vågne op for Allah’s skyld. Imamen fortolker dog verset både i den spirituelle, politiske og i den individuelle og kollektive forstand – en rebelsk kamp mod dovenhed og korruption i samfundet. Herefter kritiserede han bittert Pahalvi regimet for at destruere samfundets morale, og foreslog at en forsamling af mujthahids skulle udvælge en (citerer Khomeini) ”en retfærdig monarki, som ikke forvolder Guds love og som vil sky undertrykkelse og ulovligheder, og en som ikke vil overtræde i love, når det kommer til folkets ejendomme, liv og ære.”[8] Selv denne betingede legitimitet af monarki var blot et midlertidig løsning ”kun så længe et bedre system ikke kunne etableres.”[9] Der hersker ingen tvivl om, at dette omtalte ”bedre system” som Imam Khomeini allerede havde gjort tanker omkring i 1944, var Wilayat al-Faqih, som senere blev konstitutionelle hjørnesten i ren islamiske republik i Iran. Årene 1962 til 1978 blev årene, hvor Imamen knoklede i sit politiske arbejde samt senere måtte gå i eksil.

 

Den Islamiske Revolution 1798 -1979

Endte i tumult og blodige drab, som regeringen blev holdt ansvarlige for. Under udfoldningen af disse episoder fik Imam Khomeini sendt kassettebånd til sit hjemland med en række beskeder og taler hvori han opbakkede det iranske folk og dømte Shahen for værende kriminel samt understregede, at amerikanerne stod bag undertrykkelsen og drabene med deres kontinuerlige militære og politiske støtte til Shahen. Ironisk nok kom USA’s præsident Carter på besøg i Tehran på nytårsaften og lovpriste Shahen for at skabe ”en stabil ø i et af de mest problemramte områder i verden.”[10] I et evindeligt forsøg på at afbryde revolutionen gjorde Shahen alt, deriblandt at forsøge at få Khomeini væk fra Iraks vigtigste byer, og væk fra Iran, således at han på en vis blev holdt i lav profil. Aftalen faldt på plads med den Irakiske regering i New York og den 24. september 1978 blev imamens hus omringet af tropper. Her fik han valget, at straks ophøre sin politiske aktivitet, hvis han fortsat ville bo i Irak – en betingelse som han med sikkerhed ville afvise. Den 3. oktober forlod han Irak til Kuwait, men blev afvist ved grænsen. Hans destination blev Paris efter rådførelse med sin søn af hans anden søn Hajj Sayyid Ahmad Khomeini, som nu joinede ham. Han flyttede ind i et hus, lejet af iranere i eksil i Frankrig.

Mulighederne for kommunikation i et vestligt land var store i forhold til et muslimsk land til Tehran, takket være Shahens beslutsomme ønske at linke Iran til den vestlige verden. Derudover ankom journalister fra hele verden til Frankrig, og imamens billede og ord blev hurtigt et dagligt indslag i verdens medie. Under Muharram blev folket samlet og lavede massive demonstrationer, der indikerede et stærkt ønske om Shahens fald og en islamisk stat med imamen som overhoved. Den 3. januar 1979 faldt Shahen omsider og nye poster blev tildelt nye personer i stedfortrædelse for Shahen men som på ingen måder ønskede at sætte sig op imod imamens mål. Den 16. januar forlod Shahen Iran og levede i eksil og døde.

Khomeinis arv var af betydelig værdi. Ikke alene havde han testamenteret et politisk system gennemsyret af principper af både et religiøst lederskab samt af et udvalgt lovgivningsmagt og overhoved, men også et helt nyt etos og nyt syn på Iran; en værdig og uafhængigt islamisk stat.

 

Litterære Værker

Ayatollah Khomeini var en produktiv forfatter, og efterlod os en værdigfuld og evig kollektion af sine videnskabelige værker. Igennem 70 år af sine frugtbare lærde liv, har han skrevet samlet 60 bøger i 100 bind, indeholdende vigtige fag såsom fiqh, usul, hadith, tafsir, kalam,[11] etik og mysticisme, digte og litteratur, og regering og politik, og sikrer sig derved at bane vej for de kommende generationer og for at slukke deres tørst fra de himmelske kilder af hans himmelsk-inspirerede lære. Her er en liste over værker kategoriseret og inddelt i emner:

 

1. Fiqh (19 værker)
2. Usul (7 værker)
3. Fiqhi and Rijali Qawa 'id (4 værker)
4. Hadith (5 værker)
5. Gnosticism and Ethics (7 værker)
6. Tafsir (4 værker)
7. Kalam and 'Aqa'id (one værker)
8.
Poetry and Literature (5 værker)
9. Islamic Government (6 værker)
10. Exclusive speeches (35 emner)

 

Udpluk af Ayatollah Khomeini’s litterære værker er listet her med titlerne på engelsk, da de ikke er oversat til dansk.

 

1.        Hashiyah (glosses) on Ayatullah Sayyid Kazim Yazdi's al- 'Urvah al-Wuthqa 

2.        Hashiyah on Wasilah al-Najah of Ayatullah Sayyid Abu al-Hasan Isfahani 

3.        Mulhaqat Tawdih al-Masa'il

4.        Manasik-i Hajj

5.        Tawdih al-Masa 'il

6.        Istifta'at

7.        Tahriral-Wasilah

8.        Al-Istishab

9.        Misbah al-Hidayah ila al-Khilafah wa al-Wilayah

10.    Kitab al-Taharah (Ritual Purification)

11.    Rah-i Ishq (et længere brev dedikeret til sin svigerdatter Fatima Tabataba’i, kone til hans yngre søn Hujjat al-Islam Sayyid Ahmad Khomeini

12.    Kashfal-Asrar

13.    Political & Divine Will

14.    Taqrirat Usuliyyah

 

Oversat til andre sprog:

1.         Wilayat-i Faq'ih (Oversat til arabisk, tysk, spansk, fransk, tyrkisk)

2.         Adab al-Salah (Oversat til Arabisk, urdu, engelsk, fransk)

3.         Jihad Akbar (Oversat til Urdu, tyrkisk, Azeri)

4.         Ava-yi Tawhid (Oversat til Arabisk, urdu, engelsk, fransk, tysk, azeri, tyrkisk, spansk, bengalsk, pashtu, russisk, hausa and swahili dialekter)

5.         Wa'dah-yi Didar (Oversat til Arabisk, urdu and engelsk)

6.         Kawzar (Oversat til Urdu, arabisk og engelsk)

 

 

Kilde: Www.al-islam.org

 

 



[1] Fred være med ham og hans familie

[2] En, som har lært at læse hele Koranen udenad.

[3] Denne var Imam Khomeinis svigerbror

[4] Eller Sultanabad, som det var kendt som dengang

[5] Fred være med dem

[6] Navnet for Islamiske skoler

[7] Se slutningen af artiklen for diverse værker

[8] Kashf al-Asrar, Side 185

[9] Kashf al-Asrar, Side 186

[10] New York Times, January 2, 1978

[11] Fiqh = Love og regler, Usul = Rødder, Hadith = Sædvane, Tafsir = Koranfortolkning, Kalam = ?

Share

Add comment


Security code
Refresh