5 hurtige og vigtige punkter ift kritik og at kritisere i Islam.

Grundet en større tendens i samfundet nogen unge føler til at skulle kritisere og forholde sig “kritisk” til hvad der foregår i de Islamiske miljøer, kræver det først og fremmest, at vi som muslimer tager et kig på de etiske og moralske regler der medfølger når man ønsker at skulle kritisere. Grunden til, at det er vigtigt at kende til de etiske regler der medfølger er, at så man kan skelne på hvad der i Islam anses for at være konstruktiv kritik og hvad der anses for at være brok uden gavn. Sidstnævnte vil ikke bare være ødelæggende for selve personens verdslige liv og efterliv, men det vil også være med til at splitte et samfund, som Allah swt har beordret os til at have sammenhold i.

-Kritik (نقد) i de tidligere ordbøger.

Ibn Mandhur beskriver ordet (Naqd) som følgende i sin Lisan al-Arab: “At rengøre Dirham og at kunne skelne på de sande fra de falske”.

I gamle dage blev forhandlinger, køb og salg foretaget med sølv og guld mønter, derfor fandtes der enkelte individer i hvert samfund, som havde til ansvar at skulle fremstille disse mønter. På den anden side fandtes der også personer, som fungerede som eksperter i at skulle skelne på sande og falske mønter, disse personer blev kaldt “Naaqid”. Dette ord blev senere brugt til de individer der kritiserede digte og digtere, i den forstand, at en Naaqid var den, som fandt fejlene i digterenes udtalelse og i deres digte, og han ville så fremlægge dem for digterene efterfølgende. Ordets betydning udspringer så herfra og blev efterfølgende brugt omkring enhver handling, hvor at finde andres fejl, eller sine egne, finder sted.

På dansk vil ordet oversættes til “kritik” og defineres som “påpegning og evt. fordømmelse af påståede fejl eller mangler ved noget eller nogen”.

1. Man burde selv handle efter kritikken man giver.

Kritik skal udføres med en god handling; en som ønsker at kritisere nogen/noget, men selv ikke handler efter det, vil ikke være en, som kan gøre en forskel, Imam Ali (fvmh) siger:

“اِسْتَصْبِحُوا مِنْ شُعْلَةِ وَاعِظٍ مُتَّعِظ ِ وَ اقْبَلُوا نَصِیحَة ناصِحٍ مُتَّعِظٍ”

Denne tale påpeger at både kritikeren og den som bliver kritiseret skal begge kunne acceptere kritik.

2. Konstruktiv kritik.

Kritikken skal være konstruktiv, sund og for at forbedre en tilstand; kritik som udspringer af jalousi og andre ødelæggende motiver, som ikke har til formål at ændre noget til det bedre, men derimod kun at ødelægge, vil ikke kun være en barriere for at løse problemerne, det vil også forværre situationen, da en person med had i hjertet ikke vil kunne kritisere objektivt.

“النَّصِیحَةُ مِنَ الْحَاسِدِ مُحالٌ”

“En irettesættelse, som udspringer af jalousi er umulig” Da det ikke længere vil være kritik og en irettesættelse, men hævn derimod. Formålet med at kritisere er ikke kun at tælle problemerne og fejlene, men også at finde på løsninger og måder man kan få rettet op på situationen.

I en sund form for kritik, vil man se på menneskerne og verden, som Guds eksistenser hvorimod hvis kritikken kun handler om at tage hævn, vil det i realiteten være drevet af lyst og begær, som er egenskaber vi har tilfælles med dyr, og vælger vi at tilsidesætte intellektet i givende situation vil vi ikke bare være på samme stadie som dyr, men vi vil være endnu værre, da dyr udelukkende handler instinktivt hvorimod vi mennesker er blevet givet et intellekt.

Allah swt siger i den hellige Koran (25:44):

“أَمْ تَحْسَبُ أَنَّ أَكْثَرَهُمْ يَسْمَعُونَ أَوْ يَعْقِلُونَ إِنْ هُمْ إِلَّا كَالْأَنْعَمِ بَلْ هُمْ أَضَلُّ سَبِيلاً”

“Og tror du, at flertallet høre og tænker? Sandelig er de ikke andet end som dyr! Nej! de er værre!”

At kritisere er andet end at tage hævn og hvis hjertet bliver fyldt med had istedet for et ønske om godhed og kærlighed, vil et mørkt gardin blive trukket for, så der imellem en og sandheden vil være en barriere. Man vil i sidste ende begynde at se fjendtligt på alt omkring en, samt vil ens bevægelse være en fjendtlig en, fremfor venskabenlig.

Imam Sadiq (fvmh) sagde:

“إِیَّاکُمْ وَ الْمِراءَ وَ الْخُصُومَةَ فَإِنَّهُما یُمْرِضانِ الْقُلُوبَ عَلَی الْإِخْوانِ وَ یَنْبُتُ عَلَیْهِمَا النِّفاقَ”

“Afhold jer fra nyttesløse diskussioner og fjendskaber! For sandelig er det to former for hjertelige sygedomme, som skaber fundamentet for hykleri iblandt brødre”

En person, som med undskyldingen om at “kritisere”, ønsker at tage personlig hævn over en anden person eller en gruppe, er et lavt menneske, med et selvværd der gør, at han føler et behov for at ødelægge andre. Han kan derfor aldrig være en, som kommer med konstruktiv kritik og ændre på en tilstand da intentionen bag altid vil være forurenet. Kritik skal udføres på en måde så personligheden og statusen pågældende person har, ikke bliver nedgjort.

Der er blevet fortalt om Profeten (fvmh&hf) at:

“اِذا بَلَغَهُ عَنِ الرَّجُلِ شَیْ ءٌ لَمْ یَقُلْ ما بالَ فِلانٌ وَ لکِنْ یَقُولُ ما بالَ اَقْوامٌ یَقُولُونَ حَتَّی لا یَفْضَحْ اَحَدا”

“Da Han blev gjort opmærksom på en forkert handling en person havde udført, ville Han ikke sige “Hvorfor har følgende gjort dette?!” Han ville sige “hvorfor bliver dette sagt af disse mennesker?” så ingen ville blive nedgjort”

3. Tid og sted for kritik.

At tage tid og sted for sin kritik i betragtning er en anden betingelse for, at ens kritik skal kunne være i overenstemmelse med de etiske og moralske værdier der findes for at kritikken skal betegnes som konstruktiv. For at kunne komme med konstruktiv kritik burde man vide hvem man retter den til, hvor og hvornår den skal fremlægges. Kritik givet på det forkerte sted og tidspunkt kan ofte have den modsatte effekt af det man ønsker med at fremlægge kritikken for.

4. Kritikken skal være venskabelig og helst privat.

Den atmosfære som skal gøre sig gældende i et islamisk samfund er et venskabeligt et, hvor man sørger for at beskytte hinandens ry. Ære og ry skal forblive beskyttet, så den bedste måde en person kan fremlægge en andens fejl og mangler på, er så vedkommendes status i samfundet ikke bliver skadet.

Imam Ali (fvmh) sagde:

“اَلنُّصْحُ بَیْنَ الْمَلَأِ تَقْرِیعٌ”

“Irettesættelse med ønsket om det gode i offentligheden og i det åbentlyse er en form for nedgørelse”

Imam Al-Khomeini ra. skriver:

“Vær påpasselige når i kritisere, at i ikke leger med andres ry og, at den status og det ansvar pågældende har ikke kommer i fare. Kritik er frit til den grad, at det ikke udføres for at nedgøre en person eller en gruppe, dette vil ødelægge konceptet omkring at kritisere. Kritik er nødvendigt for at kunne forbedre de forskellige omstændigheder der gør sig gældende i samfundet.”

Hvis (må Allah forbyde) en person ønsker at skabe sig selv en status ved at kritisere og ødelægge andre, vil denne person blive smittet med hjertelige sygedomme, som højst sandsynligt ikke ville kunne blive helbredt særlig nemt, da sygdommen med at have dårlig omtanke omkring alt og alle er noget, som kræver hårdt arbejdet at komme af med. Arbejdet som de fleste ikke ville kunne klare. Derfor, ønsker man at komme med kritik eller påmindelser, burde man altid lige genoverveje intentionen bag før, at man udføre en handling der vil kunne have negative følger med sig.

Imam Ali (fvmh) sagde:

“لا خَیْرَ فِی قَوْمٍ لَیْسُوا بِناصِحِینَ وَ لایُحِبُّونَ النّاصِحِینَ”

“Der er ingen godhed i et folk der ikke ønsker godhed for andre og som ikke elsker de, som ønsker godhed for andre”.

5. Kritikeren skal være informeret og have viden.

Iblandt de krav der findes for at kunne kritisere er, at man er informeret omkring det man skal påbyde eller forbyde omkring:

“عَالِمٌ بِمَا یَأْمُرُ وَ عَالِمٌ بِمَا یَنْهی عَادِلٌ فیما یَأْمُرُ وَ عَادِلٌ فیما یَنْهَی”

“En person med viden omkring det han påbyder og forbyder er retfærdig i det han påbyder og retfærdig i det han forbyder”

Åbentlyst nok, burde man ikke begynde at stille spørgsmålstegn ved andre og deres handlinger uden viden omkring de skulle være forkerte på den. Skaden man ville påføre et samfund ville være langt større end den gavn der udspringer fra sådan en handling.

Allah swt. siger i den hellige Koran 17:35:

“و لا تقف ما ليس لك به علم ان السمع و البصر و الفواد كل اولىك كان عنه مسولا”

“Og forfølg ikke det, som du ingen viden har omkring, sandelig vil hørelsen, synet og hjertet altsammen blive stillet til regnskab”

Udfra dette vers kan vi forstå, at viden et et krav når man ønsker at kritisere, uanset om det er kulturelle, samfundsmæssige og selv politiske anliggende, så burde man have viden før man ønsker at kritisere nogen/noget. Falske beskyldninger er ikke bare moralsk forkert, det er en synd der vil kunne koste mennesket dyrt i dette liv og i efterlivet.

Skrevet af Muhammad Khani, Hawza studerende

 
Share