Den første sten

Jeg er en muslimsk kvinde, født og vokset op i Marokko. De sidste 20 år har jeg imidlertid boet i Danmark, hvor et frisind gør sig gældende hos adskillige mennesker, som man ikke oplever mange andre steder i verden. Og da slet i de islamiske lande, hvor f.eks. homoseksualitet flere steder straffes med døden og sex udenfor ægteskabet med pisk. Jeg ønsker dog ikke at ændre islam, men derimod de menneskeskabte og til tider uciviliserede love, der håndhæves i Guds navn.

Jeg grubler alligevel ofte over danskernes forholdsvise afslappede forhold til homoseksualitet, der bl.a. har medført, at homoseksuelle i dag kan blive gift på rådhuset eller i en kirke, hvis de ønsker dette. Men diskussionen omkring homoseksualitet er dog ikke ny for mig. Allerede som barn i Marokko hørte jeg tit de voksne tale om mænd, der havde sex med andre mænd. Men man blev altid enige om, at mændene kun gjorde dette indtil de blev gift og dermed fik sig en kone ved hvem de, helt legalt, kunne have et sexliv. Det var som om, at det var socialt accepteret, at mænds havde seksuelle forhold til andre mænd, indtil de blev gift. Måske fordi at dette var at foretrække frem for forhold til unge kvinder, der skal tage hensyn til mødom og ære. En indstilling man også i dag ser andre steder i verden.

I dag når jeg tænker tilbage på tiden i Marokko, så er jeg overbevist om, at flertallet af de omtalte mænd var enten homoseksuelle eller biseksuelle, og at de skjulte deres seksualitet for ikke at blive fordømt af omverdenen. De overholdt alle andre kulturelle sociale normer og traditioner såsom indgåelse af ægteskab, således at det omgivende samfund ikke havde nogen grund til at udelukke dem fra fællesskabet.

En anden ting var de såkaldte frække piger eller sexarbejderne, som de kaldes i dag, der kan inddeles i to grupper. Den ene består af luksusludere, der betjener velhavende kunder, som kommer på besøg i weekenden til druk, dans, sjov og sex. Sexarbejdere i Marokko bliver stærkt fordømt på overfladen, mens at de under overfladen kan arbejde sig op og opnå en anseelig magt via deres kontakt til højtstående embedsmænd. der kan hjælpe mange mennesker med at få underskrevet en ansøgning, kontrakt m.m. hvilket udnyttes af de prostituerede, der fungerer som formidlere. Men der er også narkoluderne, som tit lever en kummelig tilværelse, er syge og dermed smittebærere. De bliver ofte brugt af håndværkere eller arbejdsløse, da de er billige i prisog de udsættes tit og ofte for vold og voldtægt. Endvidere er de som regel ugifte og har mange transseksuelle og homoseksuelle venner i et underklassemiljø præget af fattigdom, stoffer og kriminalitet.

De fleste kulturer ser med mine øjne klart ned på både homoseksuelle og sexarbejdere. Også her i Danmark ser mange, både mænd og kvinder, stadigvæk ned på sexarbejderne uden at tænke over at årsagerne til at de vælger dette erhverv varierer.

Jeg vil afslutte mit oplæg med at konstatere, at jeg har erkendt, at der er et sexliv indenfor ægteskabet og et andet udenfor. Hvad enten vi, som muslimer, vil acceptere dette eller ej. Vi skal bare undlade at dømme andre, da folks ”aktiviteter” i deres soveværelser er og bliver en privatsag. Jeg behøver hverken at vide det eller at fordømme det. Det er ikke mit arbejde!

 

Share

Add comment


Security code
Refresh