Artikler

Blogdag 2 - Ankomst & Starten på et nyt kapitel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Før jeg vidste af det, skulle jeg hurtigt pakke mine ting sammen, forlade mit hjem og begive mig på rejsen til Qom. Efter en lang og hård rejse befandt jeg mig i Qoms varme, dog træt og sulten. Efter mad og hvile, begyndte mit nye liv, der stadig skulle etableres.

Det første man ønsker når man ankommer, er at besøge Sayeda Masooma (fvmh), søster til Imam Redha (fvmh), den 8. Imam. "Den, der besøger al-Masooma i Qom, har også besøgt mig", havde Imamen sagt. (Kilde: Naasikh Al-Tawaareekh, bind 3, s. 68) Jeg huskede tilbage til første gang, jeg var i Qom, hvordan jeg i de sidste dage ikke kunne lade være med at fælde tårer fordi mit hjerte følte sig hjemme her og ikke ville hjem. Det var her mit hjerte hørte til.

I forbindelse med ankomst, var der en del praktiske ting der skulle på plads førend at jeg kunne påbegynde mit studie. Jeg fandt hurtigt ud af at det havde gjort det hele lettere, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvor jeg skulle henvende mig og hvad jeg skulle medbringe. Jeg måtte lære det på den hårde måde. Derfor har jeg valgt at lave en liste over materiale, som eventuelle kommende studerende kan forberede og tage med hjemmefra. Jeg anbefaler stærkt at man printer følgende side ud allerede hjemmefra, så man har den lige ved hånden ved ankomst.

 


Opdatering marts 2014: Før afrejse 

Før afrejse er det en god idé at pakke de højst nødvendige, idet intentionen er at flytte og man ikke kan tage alt med. Al afhængig af flyselskab, Pegasus Airline og Turkish Airline tillader typisk 30 kg., pakkes følgende:

Tøj: Sommertøj (der kan blive ret varmt i Qom om sommeren). Et par trøjer til vinteren og kølige aftener (evt. tykke strømper da der kan forekomme sne)

Badevær. & personlig hygiejne: Pak kun dine vigtigste ting, som du slet ikke kan undvære, evt. trimmer mm. (børste, shampoo, bodygel, tandpasta og al den slags forbrug kan købes i Qom - også vestlige mærker om man vil. Hvis det kniber med plads i kufferten, er det en idé kun at medtage til de første dage).

Elektronik: Medtag kun det højst nødvendige, de fleste ting kan købes her til nogenlunde samme pris som i Danmark. Hvis man har brug for det, kan man medtage strygejern og blender, da disse er ret dyre her.

Andet: Hvis I rejser mand og kone, er det en idé at medbringe sengetøj, viskestykker samt madvarer som I normalt bruger til hjemmelavede retter. Ikke alle krydderier kan fås her, bl.a. kan oregano, basilikum ikke fås her. Det samme gælder rugbrød, makrel og remoulade. Til den søde tand kan man medtage (så længe det ikke kniber med plads) de chokoladebar eller andet længsler man har hjemmefra. Snickers, Bounty, M&M's, Rittersport, Haribo, Pringles og den slags kan købes i Qoms Basket Supermarket og ellers i specialbutikker.

Skoleting som trykblyant, penne, hæfter mm. kan købes til billige i Qoms Passage e Quds ved haram. Skoletasker kan medbringes hjemmefra. Det er meget forskelligt hvilke typer tasker studerende bruger.

Penge: Det er mest bekvemt at medtage penge end at få dem tilsendt fra Danmark. Det koster dyrt og tager op til en uge før man har dem i hånden. Særligt de første måneder, kan man få brug for en masse småpenge til taxa frem og tilbage og andet dagligt forbrug.

 

Ankomst til Iran & Mehman Sara (Gæstehuset)

Det er rart for mange at vide, hvad man skal efter ankomst til Iran. Det er også rart at have nogen, man kender i Qom, der kan hjælpe en på vej de første uger.

Hvis man er gift, er det generelt en fordel, hvis manden rejser på forhånd for at ordne papirarbejdet da det første måned typisk er ventetid.

Når man ankommer til Tehrans lufthavn, går turen direkte til Qom, som ligger cirka en halv anden kilometers kørsel derfra. Man kan på forhånd aftale med en ven eller bekendt om personlig afhentning eller man kan bede vennen om at få tilsendt en taxa af Jamiat al Mustafa. Chaufføren bringer dig/jer direkte til Mehman Sara, som er fællestedet/gæstehuset for udlændinge der ankommer til Iran for at studere. Her kan man få dyne, pude samt simkort tildelt. Man skal heller ikke tænke på mad. Både enkeltpersoner samt gifte par kan komme her og bo her de næste dage eller uger - det afhænger meget - til man enten som enkeltperson har fået tildelt et værelse på khabga'en (kollegiet) eller som gift par, en lejlighed.

Kort efter man ankommer til Iran, er det påkrævet at få taget blodrøve for at tjekke om man er helbredt for sygdomme mm. førend at man kan starte skole og få tildelt en lejlighed (for gifte par). Her er der et par gode fif som kan gøre hele processen lettere:

Blodprøve:

Ved blodprøven vil de bede om en række ting, som man skal have med hjemmefra. Disse er angivet forneden. Herefter vil man få taget blodprøve samt få en vaccine mod tuberkulose (er man gravid, skal man huske at sige dette inden sprøjten, da man ikke skal have den, hvis man venter barn). Derudover får man taget et røntgenbillede af lungerne. Resultaterne på blodprøven kan hentes efter 48 timer, men røntgen er først klar efter 5 dage, hvorfor man ligeså godt kan afhente det hele samlet der.

1. Husk pas! Hav tilmed flere kopier af pas (siden med billede)

2. Kopi af visum (Print en del hjemmefra så du har dem)

3. Kopi af ægteskabskontrakt, hvis du er gift

4. Pasbilleder (Tag en 8 stykker med hjemmefra, og få lavet en hel kopiark i Passage e Quds ved haram)

Kom ikke uden ovenstående, da du ellers kan risikere at blive sendt hjem igen!

 

 

Lejlighed:

Hvis man er gift, kan man søge om at få tildelt en lejlighed af Jame'at Al Mustafa Universitet. Der er flere muligheder og flere boligkomplekser for studerende i Azadegan, Shahre Mahdi og Pardesan.

1. Undersøg om der er andre der flytter ud og fortæl det til de ansvarlige, så er der større chance for at få den lejlighed.

Det koster omtrent 16.000 - 17.000 tumaner, hvilket svarer til omkring 33 danske kroner månedligt i huslige udgifter. Dertil betaler man også selv for daglige omkostninger ift. mad, forbrug og transport til andetsteds end skolen. Som studerende får man Shariyah, som er det vi i Danmark kender som SU, som hernede ligger på ca. 170.000 tumaner om måneden for gifte par.

Som enkeltperson får man tildelt en plads på kollegiet, khabgaen, og får tildelt ca. 35.000 tumaner i SU. Dertil får brødrene mad 3 gange dagligt på skolen, og søstrene får tildelt morgenmad og frokost gratis mens de selv sørger for aftensmad. Der er mulighed for at lave mad på kollegiet.

 

Skole:

Når skolen indkalder til interview eller indmelding, er det en rigtig god ide at tage følgende materiale med:

1. Husk minimum 8 pasbilleder (kopi kan bruges)

2. Kopi af det gule sygekort (fås efter blodprøven)

3. Kopi af visa samt det nye visum

4. Kopi af ægteskabskontrakt

 

Alle disse oplysninger var som sagt ikke givet på forhånd og er derfor nedskrevet sådan som vi oplevede var vigtige eller bedre hvis forberedt og medbragt på forhånd.

Et par stykker af os kunne desuden rigtig godt tænke os at kende til øvrige muligheder i Qom ift. handlemuligheder, motionsmuligheder samt "halal fun". Efter kort tid fandt jeg så ud af, at det er nyttigt at tale med de øvrige studerende, som har været her længe. De kan give nyttige informationer om de muligheder, der er hernede ift. de ting vi søgte efter samt sport, læge og andet praktisk.

 

Sundhed & motion - Muligheder

Når man bor et varmt sted som i Qom, bliver kroppen hurtig udmattet og tør i varmen. Det resulterer i flere bade og mere tør hud. Især hård hud under fødderne og sprækker på hænder og andre steder er et problem. En del af imaan er at pleje sig selv og passe på kroppen, så her har jeg valgt at pleje med en 'sangi paa', som er en sort pimpsten, der kan købes på gaderne ved haram. Til tør hud og sprækker i huden findes en salve på apoteket der indeholder vitamin A og E, som har vist sig at være ganske effektiv. Udover det forsøger jeg at drikke så meget vand som muligt (uden at overdrive), så kroppen får den væske, den har behov for.

Hjemme i Danmark er nogle af os rigtig gode til at sørge for at få motion enten i fitness centre eller ved at gå til noget, som vi kan lide. Som enhver studerende ved, er det et must at kroppen får den motion, den har behov for, og det gælder også når man opholder sig i Qom. Qoms varme kan gøre en træt og doven, men netop derfor er motion endnu vigtigere da man ellers bliver fanget i en ond cirkel; dovenskab grundet varmen, ingen motion grundet dovenskab, ingen motion fører til mere dovenskab, og sådan kan det blive ved. Sørger man for at bryde cirklen, vil man mærke effektiviteten og en sundere hverdag. Der findes heldigvis flere sportsaktiviteter for både mænd og kvinder.

for mænd

For mænd findes der muligheder såsom fitness i den mujtama (bygning), de bor i eller i en af de andre mujtamas for studerende. Fitness har som regel åben et par gange ugentligt i et par timer. Vagten kan fortælle hvornår åbningstiderne er. De fleste af shababs (drengene) fra Danmark sammen med et par andre samles til fodbold et par gange ugentligt, så den mulighed er også åben.

Derudover kan man svømme hver dag. Der ligger som regel flere svømmehaller ikke langt fra hvor man bor. Madreseh Imam Khomeini har svømning både for kvinder og mænd.

for kvinder

For kvinder er der både taekwondo og bodybuilding på Madreseh Bint Al Huda samt svømning om formiddagen i de fleste svømmehaller. Ønsker man at dyrke fitness, er dette også en mulighed i Mutjama 3, hvor der er åbent 2 gange ugentligt.

Derudover hører man at der både for mænd og kvinder findes mulighed for at prøve bueskydning og snart basket mm.
 

OBS OBS OBS:
Opdatering januar 2014: I Azadegan, Mujtama 2 har områdets studerende nu fået muligheden for at gøre brug af gymnastikhallen, der findes i bygningen. Her kan man frit engagere sig i diverse boldspil såsom; fodbold, volleyball, badminton, basketbold mm. Der er i øvrigt også opsat et bordtennisbord samt skydeskiver, hvor der er mulighed for at lære skydning samt bueskydning.

 

 

Skolestart & Nyttige informationer

Når man starter i skole, som enten kan være Bint al-Huda eller Jame'at al-Zahra for kvindernes vedkommende eller Madreseh Imam al-Mahdi for mændenes vedkommende, sørger skolen for at bus servicen henter en om morgenen tæt ved ens bygning og bringer en tilbage igen efter skole. Da weekenden ligger anderledes her, går man i skole fra lørdag til onsdag og har fri om torsdagen og fredagen. Andre elever afhængig af deres skole har kun fri om fredagen. Fredagen er en helligdag i Iran og alt er derfor også lukket på denne dag på samme måde som vi kender søndagen derhjemme.

Lærerne præsenterer sig selv storsmilende ved navn samt efternavn på persisk og spørger til hver elev om navn, land og en masse andre ting, som man ikke forstår - endnu. De to lærere man får, underviser henholdsvis i skriftlig og mundtlig. Hele undervisningen foregår på persisk, og af den grund må eleverne heller ikke tale engelsk, arabisk eller andre sprog man nu behersker og har tilfælles med andre elever. Al samtale på skolen foregår helst på persisk idet det så er med til at styrke ens eget sprogkundskab i persisk. Følger man med i timen, og læser godt på lektien, er man rigtig godt på vej. Hvis man finder det rigtig svært, skal man heller ikke tvivle. Det kommer med tiden.

De første 6-7 måneder af studiet består alene af sprogstudier da alle uddannelseslinjer undervises på persisk med få undtagelser af visse fag, der undervises på arabisk. Det tager omtrent en måned at gennemføre 1 bog og der er 7 bøger før kurset i persisk er fuldført. Hver dag uddeles små test i skriftlig diktat, formulering af sætninger samt test med multiple svarmulighed, så alle studerer flittigt hverdag for at forberede sig grundigt til eksamen for hver halve bog der færdiglæses. Har man klaret sig godt i de små daglige test tildeler skolen små gaver som belønning for det flittige arbejde. 

Eksamen deles ligeledes op; skriftlig test med svarmuligheder, diktat, formulering af sætninger samt en mundtlig test, som foregår over to dage. Den følgende dag kan man få resultater på sin test som typisk vil være et pointsystem med antal point ud af 20, 60 eller 100. Eksamen vil heller ikke være svær såfremt man har læst godt på lektien og forstået undervisningen. Lærerne er i øvrigt rigtig gode til at svare på spørgsmål, såfremt man ikke har forstået eller ønsker en uddybning af læsestoffet.

 

 

 

 
Share