Artikler

Blogdag 4 - Imamens fødselsdag & Taksigelse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så kom Imam Al Mahdis fødselsdag og 15. Shabaan, og de der havde muligheden tog til Jamkaran, hvor Imamens moske (Jamkaran Moskeen) ligger for at læse ziyarat og skrive brev til Imamen med ønsker mm. Jeg og et par stykker tog taxaen derhen ved 2-tiden og da vi næsten var fremme, var der så trafikeret, at det var vanskeligt at komme videre i bil. Vi steg af og gik de sidste 15-20 min. til moskeen. På vejen var der pyntet med farverige lys og med god stemning blev der serveret kold lemonade langs gaderne, hvor udefrakommende gæster havde slået telte op langs midterrabatten. De overnattede der for at tilbringe natten i Jamkaran. Luften var nu køligere og den kolde lemonade kunne mærkes gennem kroppen.

Både Jamkaran Moskeen og Khidr bjerget (Hadhrat Khidr, også kendt som den grønne mand, er en af Islams profeter) kunne ses fra lang afstand. Jeg skyndte mig at hviske: "Salam alaykum ya Imam Al Mahdi, Salam alaykum ya Nabi (profet) Khidr, må Guds fred være over jer." Jeg havde så mange ting på hjerte, som jeg gerne ville ud med, men kom hurtigt i tanker om at hvad end jeg måtte have på hjerte, kunne det ikke måles med hans lidelser og hans smerte. Hvor ensom han måtte være, når han ikke kunne tilbringe tid med sine shia (følgere) men tålmodigt må leve i skjul indtil tiden er inde. Hvor hårdt måtte det ikke være for ham? Hvisker stille: "Ya Nabi Khidr, lad ikke Imamen savne dit selskab. Vær der for ham, trøst ham, når vi ikke er i stand til det. Hvem er bedre til det end dig, respekterede profet?" Som vi går, læser jeg konstant salawat og min vejrtrækning bliver tungere; jeg beder stille Imamen om at hjælpe og vejlede mig til at komme tættere på Gud, og beder ham (aj) om at gå i forbøn for mig. Da vi ankommer til moskeen, forsvinder jeg og de andre ind i menneskeskaren. I "luften" var der en uforklarlig spiritualitet, som kun kan forstås ved at opleve den selv, jeg forsøgte at indånde denne spiritualitet og finde sindsro.

Omstændighederne gjorde desværre at jeg ikke fik muligheden for at bede bøn, sidde ned og reflektere eller skrive brevet til vores elskede ventede Imam. I stedet måtte jeg sammen med min ledsager forlade stedet igen. Da vi forlader moskeen igen, får jeg en skærende smerte i hjertet med en følelse af at jeg har svigtet Imamen (aj). "Ya Imam, undskyld.. Undskyld for at have svigtet dig, jeg er så fyldt med fejl og mangler og det er min skyld, at du ikke kan træde frem for offentligheden endnu. Fordi jeg ikke er i stand til at beskytte dig, såfremt du skulle ankomme i dag! Min fejl.. Jeg skammer mig men beder samtidigt om din hjælp til at vejlede mig og gøre mig klar til din ankomst. Ya Imam, hvor er du? Kom.. kom og hjælp mig.. Mit hjerte længes efter dig.." Jeg tænker derefter, at jeg ligeså godt kan lade være med at bede ham om hjælp førend jeg har hjulpet mig selv. Jeg tænker over mine fejl og hvordan jeg kan forbedre mig. Jeg lister alle punkter op i hovedet, hvori jeg skal forbedre mig og tænker ekstra hårdt over hvordan jeg gør det. Punkt efter punkt prøver jeg at komme med mulige løsninger til hvordan jeg kan fjerne mine dårlige egenskaber og aftaler med mig selv om at afprøve disse metoder for så at se hvordan det går. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de problemer jeg har i livet, punkter hvor jeg føler mig uretfærdigt behandlet eller de test jeg gennemgår. Jeg husker ordene fra en respekteret sheikh, som engang sagde til mig: "Alle har problemer. I en eller anden form. Der er ikke nogen, som ikke har problemer." Blikket falder tilbage på moskeen og uden at sige det højt, beder jeg Imamen endnu engang om at hjælpe mig med at klare disse test og gå i forbøn for mig, så jeg kan være den han ønsker jeg skal blive. "Du er ikke alene," hviskede jeg for mig selv. Så kørte vi fra moskeen mens tårerne trillede ned, jeg ville ikke forlade stedet og spiritualiteten.


Taksigelse

Vi går alle med problemer af en eller anden form. Efter en lang og deprimerende dag vælger jeg at sidde ned og lukke alt det ud, som mit hjerte bærer på, til Gud. Jeg starter med at fortælle Gud, Den Almægtige, hvordan jeg ser på problemerne og klager til Ham over min smerte i hjertet. Jeg sørger samtidigt for ikke at klage over Gud eller over at Gud har placeret mig i denne situation for jeg ved at Gud kun vil mennesket det bedste, og derfor er enhver smerte og lidelse en prøvelse, fordi han elsker os eller fordi vi selv er skyld i at have forårsaget smerten. Jeg husker derfor at aldrig klage til Gud over Gud, men over verden og min smerte.

Siddende med hænderne åbne, helt alene og ensom, taler jeg stille til Gud: "Illahi, jeg forstår ikke min smerte, jeg forstår ikke denne situation. Hjælp mig med at forstå, hjælp mig med at udbedre mine fejl og mangler. Vis mig, hvor jeg fejler, så jeg kan rette op på mig selv og glæde Dig. Illahi, kun Du kan hjælpe mig.." Jeg føler en tung fornemmelse af ensomhed og kommer straks i tanke om, at jeg ikke er alene.. Min Imam! Tårerne flyder og jeg ønsker stærkt at min Imam (aj) ville komme og sidde hos mig og lytte til mine ord.. "Hos dig (aj) søger jeg trøst og forbøn.."

Næste dag så alting lysere ud, og jeg tænkte: "Dagen forinden så alting så dystert og fortabt ud, men i dag har jeg alhamdulillah fået håb." Jeg fortsætter mine daglige opgaver, da det så slår mig at jeg dagen forinden havde vendt mig til Gud og grædende bedt om hjælp og når jeg i dag havde fået håbet igen, havde jeg ikke sat mig ned og takket min Gud på samme måde som da jeg ønskede hjælp. Hvor utaknemmeligt af mig! Hvordan kunne jeg sidde så længe, fordi jeg ønskede noget fra Ham, men når jeg havde fået håb og tålmodighed, var jeg så glemsom at takke for det? Åh, hvordan vi mennesker kan være så glemsomme og utaknemmelige. Jeg flovede mig på min sjæls vegne og bad Gud om tilgivelse: "Illahi, Du er Den Smukkeste, Den der er menneskets Well-Wisher, Den der giver håb og tålmodighed. Du er Den mest Tilgivende, så tilgiv mig og accepter min taknemmelighed for det håb, tålmodighed og den udholdenhed, Du har placeret i mit hjerte." Hvor tit er det, at vi har det godt, men ikke takker Gud for det? Fordi vi opfatter ro og behag som en af livets selvfølgere? Hvor tit er det, at vi har de daglige fornødenheder, men tager disse for givet? Hvor tit takker vi egentlig vores Skaber, den Al-Givende, Forsørgeren og Beskytteren? Medens jeg sad og tænkte over det, jeg havde fået i dag, gik det samtidigt op for mig hvilken stor gave det var blot at få håbet tilbage. Håb. Hvor fortabt ser livet ikke ud uden håb? Et håb om et bedre liv, en bedre fremtid, en frelse. Tænk, at håb kan ændre hele livsopfattelsen. Som min pande rørte jorden i taknemmelighed, takkede jeg igen min Gud via ord for at have givet mig det, jeg havde behov for. 

 

 
Share